Hovedforskel: Hebraisk og jiddisk er to forskellige sprog, der tales af jøderne. Den største forskel mellem de to sprog er, at hebraisk er jøders officielle sprog, der er bosat i Israel, mens jiddisk er det næstbedste sprog, der tales af jøder i forskellige dele af verden.
De to sprog er ganske forskellige fra hinanden på trods af at jiddisch faktisk er rodfæstet på hebraisk. Den jødiske torah, som er den mest hellige bog i jødedommen, er skrevet i bibelsk hebraisk eller gammel hebraisk. Derfor blev hebraisk betragtet som et hellig sprog og for rent til at blive brugt til daglig kommunikation. Ydermere var hebraisk for vanskelig for almindelige på det tidspunkt at forstå.
Så over tid udviklede jøder, der bor i lande som Polen og Tyskland, at forstå brudt hebraisk og converse på de regionale sprog, deres eget sprog: jiddisch. Så jiddisk er faktisk en kombination af hebraisk, tysk, aramæisk og flere andre sprog.
Jiddisch blev ganske populær overalt i Østeuropa, hvilket gav jøderne en effektiv og nem måde at snakke om, hvilket var unikt for den jødiske kultur. Det har siden udviklet en rig litteratur, teater og musikkultur. Til sidst, før og under anden verdenskrig, flygtede mange jøder Europa til Amerika på grund af forfølgelsen, som de står over for i hele Østeuropa. Dette bragte effektivt det jiddiske sprog over Atlanterhavet.
Det jiddiske sprog tales stadig i små grupper af jøder i forskellige dele af verden, specielt i Europa og Amerika. I sammenligning med hebraisk er jiddisch et meget nyere sprog. Jiddisk blev anerkendt som et sprog engang mellem årene 900 og 1100. Mens hebræisk har eksisteret siden bibelske tider.
Da Israels stat blev oprettet, blev hebraisk som det ældre og hellige sprog valgt som statens sprog. Desuden var der en overbevisning om, at som jiddisk blev mere almindeligt talt, var det sprog for commoners og slum dwellers. Derfor fortjente den moderne stolte nation i Israel et bibelsk, rent sprog.
Desuden har hebraisk en veldefineret grammatik, mens jiddisk indeholder mange undtagelser fra de ikke så klart definerede grammatikregler. Dette skyldes hovedsagelig det faktum, at jiddisch er en samling af mange forskellige sprog og dermed vedtaget mange regler, hvilket fører til ikke at have en defineret formation. Også den måde, hvorpå ord er pluraliseret på hebraisk og jiddisk, er forskellige. Der er hovedsagelig kun to måder at gøre noget flertal på hebraisk, mens der er mange på jiddisk, igen hovedsagelig på grund af kompileringsfaktoren.
En anden forskel mellem de to sprog er i udtalen af ord med mere end en stavelse. På jiddisk sættes stresset på den næstsidste stavelse, dvs. den næst-til-sidste stavelse. Mens stresset lægges på den sidste stavelse på hebraisk.
